Rigoletto, Aalborg Operafestival 2011.

Charlotte Hjørringgaard Larsen

Jeg er vokset op i Brønderslev midt i Vendsyssel. Min bror og jeg har altid sunget og spillet på vores stueorgel og senere klaver. Vi spillede i steelband, og da jeg skulle konfirmeres, begyndte jeg i byens kirkekor. Her fik jeg hurtigt nogle soloopgaver og dannede med et par veninder min første vokaltrio "Treble". Efter et halvt år på Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater samt tre år på MGK i Kolding blev jeg i 2003 optaget på Nordjysk Musikkonservatorium.

Under min studietid havde jeg lyst til at rejse til udlandet og studere, og i 2006 blev jeg optaget på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Her studerede jeg et år, hvorefter jeg færdiggjorde min Musikpædagogiske Diplomuddannelse  i Aalborg i 2008. 

I 2007 havde jeg min professionelle debut i rollen som Rose/Gilda i Aalborg Operafestivals egenproduktion "Kærlighedens Labyrint". Forestillingen blev skrevet over "Højsangen" fra Bibelen, og  jeg var heldig at synge med mine fantastiske kolleger Jan Lund, Jørn Pedersen, Charlotte Meldgaard og ikke mindst spille overfor skuespiller Rolf Hansen. Siden da har jeg bl.a. sunget Nattens dronning i "Tryllefløjten" på Nordjysk Musikkonservatorium, Madam Herz i "Teaterdirektøren" ved Det Nordjyske Operakompagni, Grete i "Hans og Grete" samme sted, Gilda i "Rigoletto" under Aalborg Operafestival, Opus i "Opus og Monster Band" ved "En Opera" samt Eliza Doolittle i "My Fair Lady" på Hjørring Sommerspil. Jeg har også været med i Aarhus Sommeroperas kor i  forestillingerne "Korus' Kabaret" og "Cosí fan tutte".

Desuden har jeg, ved flere lejligheder, været solist med Aalborg symfoniorkester, Prinsens Musikkorps og Promenadeorkestret Lausenianna.

Jeg er med i bestyrelsen for "En Opera", hvor vi primært skaber forestillinger til landsdelen. Som solist har jeg sunget i det meste af landet.

 

Priser

Vinder af solistkonkurrencen på Nordjysk Musikkonservatorium, 2008.

Modtager af Opera i Rebilds Musikpris, 2008